VIDEO: Classic Car-test: Jaguar XJ6 Series II

”Grace, space and pace”. Det var Jaguars slogan i 1960’erne. Det passer perfekt på den smækre englænder, der holder her. Det her er en Jaguar XJ 6 fra 1974. En Serie II.

Altså en faceliftet udgave af den allerførste XJ6’er, der første gang så dagens lys i 1968 på hjemmebane ved Earls Court Motor Show i London i 1968.  

Serie II blev præsenteret i 1973 og forandringerne i forhold til forgængeren var ikke store.

Kofangerne blev større, fordi de amerikanske sikkerhedsmyndigheder krævede det.

Det førte til en smallere kølergrill og et lille nyt diskret luftindtag under kofangeren.

I kabinen blev varmeapparat og aircondition re-designet.

Det var nødvendigt, fordi kunder havde klaget over, at det som sad i Serie I var for bøvlet at betjene.

Jaguar-kendetegnene er tydelige på XJ5. Men den har også sit helt eget udtryk.

Kig lige på den. Den er lang og bred og lav. Den er elegant og efter tidens standard moderne i sit design.

Et design, der stadig holder, hvis jeg skal sige det.

Efter en dejlig køretur i den store XJ6 er jeg overbevist. Den er uhyre komfortabel og luksuriøs og selv om den er stor, så er der alligevel lidt sportslige køreegenskaber.

I bladet ’Bilen og Båden’ testede man i 1974 Jaguar XJ i en gruppetest. Her var der ikke tvivl hos motorjournalister. Jaguaren var uovertruffen og slog både Mercedes-Benz 280S, Bmw’s 3.0 Si og Volvo-flagskibet 164 E på de fleste parametre. Men især på sporty luksus.

Jaguar byggede i 1970’erne skønne biler og hjertet – det ligger her under den lange svungne motorhjelm. Den er en af de indlysende kvaliteter ved Jaguar XJ 6. Den store 6-cylindrede rækkemotor der er på ikke mindre en 4.2 liter yder 168 hestekræfter. Den er der masser af bundtræk i og den flytter den store engelske ’kat’ fra 0-100 km/t på cirka 10 sekunder. Topfarten er 198 km/t.

Og så er Jaguar XJ ultraanvendelig og har plads til familien og er til at holde ud at køre langt i. Faktisk er det det rene svir at tage på langfart i XJ6eren. 

Den her specifikke bil som er lånt hos Stelvio Automobili i Måløv lidt uden for København er en særlig variant.

For mens de fleste XJ’ere er udstyret med automatgear, så har den en manuel gearkasse. Det giver mulighed for at køre frisk til.

Man kan sagtens se, at lige den her XJ 6’er er et eksemplar, der er i særdeles fin stand.

Den er importeret fra Italien, usvejst og har kun været i Danmark i fem år.

Om Xj6 nogensinde bliver et objekt for samlere? Det tror jeg ikke. De vil helst have sportsvogne, coupé’er og cabrioleter.

Og det er netop derfor, at du skal se efter en bil som Jaguar XJ6. For, når de ’rigtige’ samlere ikke kigger den vej, så tager priserne ikke på himmelflugt, som det f.eks er sket med Folkevognsrugbrød og Ferrari’er.

Priserne er særdeles rimelige for 1970’ernes Jaguar XJ. Den her specifikke bil koster 119.000 dkr.

Det er i leje en flot XJ’er i god stand ligger – og der er meget bil for pengene.
Tak til Stelvio Automobili for lån af bilen. Den er for øvrigt solgt.

About Author

Kategorier