TEST: Dyr familieflytter der duer -Volkswagen Multivan

Markedet for store familiebiler med plads til 7 er stigende. Men samtidig er den type bilkøberne star i kø efter skåret over en SUV-læst. Men ikke VW’s bud på den ultimative familieflytter, VW Multivan.

Multivan ligner til forveksling en Transporter, der er blevet pyntet op. Det er fordi, at den er en Transporter, der er pyntet. Er det skidt i denne sammenhæng? Næh. For Transporter er n pæn varebil og med krom, to-farvet lakering og LED-lys, så er Multivan pludselig også pæn.

I forhold til konkurrencen, så er det svært, at finde den direkte modstander. Nuvel. Man kan få minibusser bygget på Renault Trafic eller Ford Transit, men de er lidt grovere og ikke så personbilsagtige som Multivan.

Og når det er sagt, så er sådan en Multivan slet ikke særlig SUV- eller personbilsagtig når det kommer til stykket.

For i modsætning til de fleste andre 7-personers biler på markedet, så er der faktisk rigtig god plads til alle syv en Multivan. Sæderne er gode, man sidder højt, og sæderne kan skydes frem og tilbage, de midterste kan vendes om, så man sidder mod køreretningen og med ansigtet mod medpassagererne. Så er der en lille opbevaringskonsol, der også kan flyttes frem og tilbage. Den kan forvandles til et bord. Så er der et sted at sætte madpakken, hvis man holder pause. Adgangen til de bagerste sæder er nem. Der er en stor skydedør i begge sider. Det er sjældent vi starter med bagsæderne, men i Multivan er de nok det centrale.

Omme foran er pladsen fin. Bedre end i Transporter, fordi man slipper for den irriterende skillevæg, der er i varebiler. Sædet har armlæn (det har de også bagi) og med moderne instrumentering og infotaintment-anlæg er alting godt. Lyden i infotaintment-systemet kan i øvrigt tilpasses, så den enten deler sol og vind lige mellem for og bag eller forskydes, så dem foran (eksempelvis) slipper for emo-rap, mens dem, der gerne vil høre den slags, kan gøre det på bagsædet.

I testbilen er der en velfungerende adaptiv fartpilot og VW’s gode automatgearkasse med dobbeltkobling. Den er også udstyret med træk på alle fire. Fedt for dem, der skal hive en trailer eller en stor campingvogn. I det daglige gør det ikke den store forskel, så de penge kan man godt spare, hvis man bliver på asfaltvejene.

Komfortabel kæmpe

Komforten er fin. Ikke så god som i de bedste SUV’er, men til gengæld er pladsen til passagerer og fører generøs. Der er god plads til aflægning og udsynet i en kassebil med vinduer hele vejen rundt er formidabelt.

Multivan er en stor bil. Og det gør, at man ikke køre friskt til, når vejene er snævre og kurvede. Det hele foregår i mere adstadigt tempo. Det fungerer fint. Så snart der er plads på landevejen eller motorvejen er det intet problem at køre med en marchfart på 140-150 km/t. Det giver lidt vindstøj, men ikke mere end man kan leve med det. . På de mere snoede veje kræver det mere tålmodighed. Undervognen er lidt til den bløde side, så de skarpe sving er ikke behagelige med høj fart.

Bagagepladsen er begrænset med syv voksne i bilen. Altså, hvis alle syv skal til Harzen på skiferie. Så kommer det til at knibe. Men der kan være meget. Og der er mere plads i Multivan, end i nogle af SUV-konkurrenterne. Fjerner man sæderne bag i bilen, så er det plads til 4.000 liter gods bag forsæderne. Så behøver du ingen trailer, når du er i Ikea.

Dyr kæmpe

Volkswagen Multivan er en dyr bil. Men man får virkelig meget anvendelighed. Pladsen er rigelig, komforten er i top og der er masser af mulighed for at kombinere gearkasse, udstyr og motorisering. Og størrelsen til trods kører den rigtig godt – også bedre end nogle SUV’er, selv om den ikke ligefrem er en raffineret køremaskine. Multivan skal nok finde et publikum blandt storfamilier. Og havde jeg flere børn, så ville jeg også ønske mig en. Men så skulle jeg også lige have nogle flere penge.

Priserne strækker sig fra 565.000 kr. for billigste udgave til 1.013.097 kr. for den dyreste. Uden ekstraudstyr.

Man kan få Volkswagen Multivan med enten 110, 150 eller 199 hk og som kort eller lang. Alle som diesel og i tre forskellige udstyrsvarianter, Trendline, Comfortline og Highline. Der er mulighed for manuelt gear eller DSG og hvis man vil kan man også bestille 4-hjulstræk.

Har du brug for en fodboldhold-flytter er Multivan suveræn. Men prisen er høj. Alt for høj for de fleste.

Data:
Volkswagen Multivan 2.0 Tdi 4motion Dsg

Pris: Fra 650.895 kr. for billigste udgave til 970.000 kr. for den dyreste. Uden ekstraudstyr.

  •  Motor
    2. liters 4 cylindret turbodiesel
  • Ydelse
    199 hk
    Max. Moment 450 450 Nm / 1400 – 2400 o/min
  • Topfart: 197 km/t
    0-100 km/t: 9.4 sek.
  • 8-trins automatgearkasse
  • Km/l 15.4 (wlpt)
    CO2-udslip: 170 g/km.
  • Anhængervægt m/u bremser: 2.500 kg/750 kg

About Author

Kategorier