Suzuki uden sus i

Ahh, duften af ny bil. Jeg bliver aldrig træt af den. Nøglen i tæn… Nå nej, den er nøglefri. Tryk på knappen motoren springer i gang. Ahh.

Og så finde ud af at indstille sæde og rat, det går fint, parre telefonen – det virker også. Og så skal jeg bare finde P1 og afsted. Mens radioen søger kan jeg fortælle at testbilen denne gang er en Suzuki. En SX4 S-Cross – en crossover, der skal forene de bedste egenskaber fra SUV’er og personbiler. Testbilen er en 1.6 liters benziner med 120 heste.

Udefra er bilen ikke langt fra sine konkurrenter – Nissan Quasqai, Kia Sportage og alle de andre i crossover-klassen. Det betyder, at det i virkeligheden er en lidt højbenet stationcar. Det gør det let at stige ind og ud og besværligt, at løfte tunge ting ind i baggagerummet. Alt i alt er det godt nok. Inden radioen i Suzukien finder P1 kan jeg også nå at nævne, at SX4 S-Cross også er stylet, så den ser mere rå ud end den er. Foran under køleren, langs siderne under panelerne og bagerst under kofangeren sidder brede stykker grå plast. Det skulle nok ligne aluminium. Men det ligner grå plastik. Prikker du til det med skosnuden giver det efter som var det plastik. Det er fordi det er plastik. Og det ser ikke for kønt ud, hvis du spørger mig. Jeg kan bedst lide, at tingene giver sig ud for at være det de er. Jeg kan ikke li’ plastik, der prøver at være aluminium.
Ser man bort fra den detalje og sætter sig ind i bilen, så bliver man her mødt af udmærkede sæder, instrumenter, der sidder lige der hvor de skal, og mens radioen leder efter P1 kan man jo se om man kan finde ud af navigationen. Den koster ekstra, men det er altså en dejlig feature med indbygget navigation og trykskræm. Og selv om trykskærmen virker lidt sløvt og ikke er helt iPad-lækker, så virker det, hvis bare man er lidt tålmodig.

Der er fem gear. Det er et for lidt nu om dage, men Suzuki’en klarer sig ganske udmærket i trafikken. Både på landevej, i byen og på motorvej kan den japanske familiebil sagtens være med. Gearskiftet er lidt knoklet og den 1.8 liter benziner snerrer lidt anstrengt ved acceleration, men det går da.
Pladsen i Suzukien fejler ikke noget. Der er plads til bærn, der er plads til voksne og god højde i kabinen, selv til dem med lange lemmer.

S-Cross er ok. Den koster lidt mindre end de direkte konkurrenter hos Kia, Nissan og Peugeot. Men den er også lidt mere urrafineret og for 230.000 som testbilen koster kan man vælge mellem mange mellemklasse biler med en helt anden kvalitetsfornemmelse end den man møder i SX-Cross. Man kan måske endda få en med en radio, der kan finde P1.