Test: Et knaldtilbud – Ford Kuga ST-Line PHEV

”Den koster vel en halv million,” sagde min svoger, da jeg parkerede Ford Kuga PHEV i indkørslen, hvor han stod.  Det er lige præcis det indtryk Ford Kuga gør i den PHEV-versionen. Den koster bare ikke en halv million. Den koster 286.090 kr. Og til den pris er Ford Kuga PHEV nok den skarpest prissatte PHEV på markedet. Den er meget lækrere end de 286.090 kr. den koster med 2.5 liters med 225 hk.

Uden Plugin-teknologi koster den billigste Kuga 288.000 kr. Det kan godt se ud som en lille forskel, men det er for en 1.5 liters dieselmotor med kun 120 hk. Den mindste benzinmotor koster 304.000 kr for 1.5 liter og 150 heste.

Kuga er Fords ’mest elektriske bil’, ifølge Ford’s produktspecialist Thomas Aaris og det er elektrificeringen, der gør, at Kuga PHEV er prissat så lavt. Den kører over 50 km på ren el efter WLPT-normen, kan lades op med en ledning og generer strøm, når du bremser. Det betyder faktisk at du kan køre i hverdagen uden at bruge brændstofmotoren, hvis du ikke har for langt på arbejde.

Det betyder også, at prisen rammer plet, for i det danske bilafgiftssystem er der lige nu mulighed for afgiftsrabat for plug-in-hybrid-biler, der kan køre 50 kilometer på ren el. Det kan Kuga. Der for er der rabat og en sindssyg skarp pris.

En flot SUV

Nok om pengene. Hvordan er den nye Ford Kuga? Den er fed. Det er en flot bil. En halvstor SUV, der ikke rager alt for højt op. Linjerne følger Ford’s nye design filosofi og det er rigtig vellykket. I forhold til forgængeren er den lavere, bredere og længere. Designet trækker den nedad, forstået sådan, at bilen ser lavere ud end den er og det klæder den.

Behagelig bag rattet

Ford har gjort sig umage de seneste år. Designet er pænt og lækkert, materialerne i kabinen er pæne, selv om der enkelte steder er sparet lidt, så alt er faktisk godt.

Kuga er veludstyret og har både digital instrumentering og infotaintment med Apple Carplay og klimaanlæg, samt forskellige køreprogrammer, alt efter, hvor meget elektrisk man vil køre. Testbilen var en PHEV med ST-Line-udstyr. Det betyder, at der også er trådløs opladning af mobiltelefonen, en velfungerende fartpilot, parkerings-sensor og sportsundervogn.  Testbilen havde også en såkaldt ’X-pakke’.

Den vil du også gerne have, for med den følger adaptiv fartpilot, bakkamera, frontkamera og semiautomatisk p-assistent. Med St-line og ’X-pakke’ holder prisen sig under det, for mange, magiske beløb på 300.000 kr. Det er altså skarpt.

Fords Sync-infortainmentsystem er ikke fejlfrit. Det er skrevet før. Men det bliver bedre. Det fungerer dårligt med Android, men udmærket med Iphone.

Sæderne støtter godt, rattet er lækkert og pladsen foran er rigelig. Det er de også bagi, for Kuga er en familie-SUV og sådan en skal være praktisk – og det er den så. Bagsædet kan køres frem og tilbage, så man kan få mere bagageplads eller mere benplads, alt efter behov. Det er smart, hvis børnene er små og bagagen fylder meget. I PHEV-udgaven af Kuga er mellem 411 liter og 581 liter alt efter, hvordan sæderne står. Endnu mere, hvis sæderne lægges ned.

Selv om benpladsen ikke er generøs, når sæderne er skudt helt frem,  så lader det sig gøre at sidde komfortabelt. I hvert tilfælde, hvis man ikke er højere end mig (1,75 cm).

En 2.5 liters benzinmotor. Uden turbo. Det ligner ikke det som Ford plejer, men det giver mening i Kuga. Vægten fra batterier og el-motor kræver lidt ekstra muskler, når strømmen ikke trækker. Når elmotoren tager over med sit 14,4 kWh batteri er den opgivede rækkevidde 56 kilometer. Det er svært, at opnå i den virkelige verden. I testugen prøvede vi at køre på ren el og så viste den faktiske rækkevidde sig at være noget lavere. En tur med landevej og bykørsel resulterede i en reel rækkevidde på cirka 35 km.

Kuga PHEV bliver leveret med en såkaldt ’mormor-lader’ der går i en almindelig stikkontakt og et type-2 kabel, der kan bruges i ladestandere. Lader man op med den første kræver det en god portion tålmodighed. Det tager op til 9 timer at lade bilen op. Vælger man at tilkøbe en wallbox fra Clever sammen med bilen kan samme opladning gøre på ca. 3 timer. Den sidste mulighed giver samtidig en rabat ift. til markedsprisen på Clevers wallbox.

Minus ved plugin

Der er mange gode ting at sige om plugin-hybrid. Pendler man korte distacer eller kører man kun lidt i det daglige er der god mulighed for (næsten) aldrig at starte benzinmotoren. Så kan eldriften klare sagerne, men skal man langt, så rækker de 56 km (WLPT) som skrædder i helvede. Så tager brændstofmotoren over og så betaler man prisen for at slæbe en tung elmotor, samt batteri med rundt.

Og så skal man huske, at kører man med trailer eller campingvogn, så er el-mootren ikke dimensioneret til at trække med. Så fortæller Ford, at man skal vælge el-driften fra. Ford Kuga PHEV kan i øvrigt slæbe 1.200 kg på krogen. Det er ganske pænt, men mindre end modellerne uden batteri og elmotor.

Prisen er skarp pga. afgiftsystemet og en stor, praktisk veludstyret smart og rummelig SUV til under 300.000 kr, der kan køre over 50 km på ren el gør den nye Ford Kuga PHEV er et knaldtilbud.

DATA: Ford Kuga ST-Line PHEV

Pris: inkl. levering: 500.000 kr.

  • Motor: 4 cylindret benzin/elmotor med 14,4 kw batteri
  • Ydelse: 225 HK
  • Max. Moment: 200 nm
  • Gearkasse: CVT – automatisk
  • Km/l: 71,4 km/l (WLPT) – uden eldrift – ca. 15 km/l
  • Tophastighed: 200 km/t
  • 0-100 km/t.: 9.2 sekunder
  • Køreklar vægt: 1.274 kg
  • Totalvægt: 1.844 kg
  • Anh. m/u bremser: 1.200 kg/600 kg

About Author

Kategorier