Stor Mini med plads til begejstring

En gang var en Mini en lille bil. Det var dengang. Denne uges tester er en Mini Clubman Cooper. og den har arvemassen i orden. Engang var det stationcarvarianten af det populære ‘hundehus’. I dag er det en bil, der byder på masser af køreglæde og god plads – både til bagagen og til benene på bagsædet.

Men det er især bag rattet af Mini’en man har det godt. Der skal ikke meget indstilling til før man sidder godt, sædet er dejlig fast og rattet kan instilles i både længde- og i højderetningen. Når det er gjort kan man lade øjnene glide rundt for at finde kontakte og greb, for det er ikke alt der sidder som man regner med. På det plan kræver Mini lidt tilvænning. Men det tager altså ikke mere end en uge, så kender man bilen og kan uden alt for megen famlen rundt finde sædevarmen og indstille, hvilket køreprogram man vil køre i. Det vender jeg tilbage til.
Kabinen er et gennem behageligt sted at være. Gode materialer, et dejligt rat og kontakter, der klikker på den der måde, hvor man mærker at der er brugt lidt ekstra.

Det med mini er vist en saga blot for Mini. Det vil nogen sikkert begræde, men det er der ingen grund til. Noget andet der også er historie er dårligt bygget britisk bil. Mini har fået tyske forældre. Og BMW’s kvalitetsfolk har givet alle materialer et eftersyn. Og det har virket, for fornemmelsen af kvalitet er gennemgående inde i Mini’en.
Udseendet er også med Mini. Selv om den er blevet en halvvoksen stationcar, så er Clubman-karrossen ganske harmonisk, med masser af fine detaljer, der understreger Mascot-arven. Især du e dobbelte bagdøre sender tankerne tilbage til den gamle Clubman.

Go’ Gocartfornemmelse

Med 150 diesel heste og et moment på 330 nm, der allerede er klar ved 1.750 omdrejninger, så er Mini’en sjov at køre. Kvik i byen, faktisk så kvik at man ikke skal træde særlig hårdt før dækkene giver et skrig fra sig, når man sætter (lidt friskt) i gang. Også ved overhalinger på landevej og 130 km/t på motorvejen viser Mni, at den mestrer hele spektret. Mellemaccelerationer og overhalinger er intet problem. Foden helt i bund, automatgearet går et par trin ned og så ryger man afsted og lægger trafikken bag sig.

På min rute mellem hjem og kontoret er der et hav af rundkørsler. De er glimrende til at teste svingegenskaber i. Og Mini’en er dejlig fast, direkte i styringen og balanceret så godt, at den kommer lynhurtigt i gennem rundkørsel efter rundkørsel. Når man dertil kan lægge, at den fine dieselmotor er behageligt støjsvag og materialer, udseende og udstyr er lækkert, så er det svært at brokke sig. Det er kun en ting. Prisen.
Testbilen stod til omtrent 519.000 kroner da jeg hentede. Det ændrede sig heldigvis mens jeg skrev testen her for i mellemtiden har regeringen hentet et finanslovsforlig hjem, der letter prisen på en Mini Cooper Clubman. Hvor meget ved jeg ikke i skrivende stund. Men en prisnedsættelse på knap 30.000 kroner er vist meget realistisk.

Se BMW's nye priser her

Og så det med køreprogrammet. Det med ‘kør grønt’. Glem det. Og den midterste med lidt af hvert. Glem det.
Sæt den i ‘maksimal gocart-fornemmelse’. Og lad den blive der!
Mini Clubman Cooper
Biligste model, eksl. Levering : 352.000 kr
Testbilens pris eksl. Levering og inklusiv udstyr: 519.000 kr
Motor
4-cylindret dieselmotor med TwinPower Turbo,
1.995 cm3
Effekt/omdrejningstal 150 hk ved 5.000 o/min
Maks. drejningsmoment 330 Nm ved 1.750 o/min
Præstationer
Acceleration 0-100 km/t 8,5 sek
Tophastighed 212 km/t
Brændstofforbrug, blandet 24,4 km/l
CO2-emission 109 g/km
Egenvægt: 1.435 kg
Bagagerum 360-1.250 liter