Tilbage på landkortet

Siden ID. Buzz kom til Danmark i efteråret 2022, har der været rift om at komme bag rattet på VW’s elektriske rugbrød. Nu er det igen muligt at byde indenfor og lade nye rugbrødshungrende bilejere starte den nye generation af den ikoniske bil.

Siden el-udgaven af den ikoniske bil, der i folkemunde er blevet døbt Rugbrødet, for første gang kom ud på de danske veje sidste år, har det været meget vanskeligt for Volkswagen at følge med den store efterspørgsel. Men nu hiver bilproducenten en kanin op af hatten og afslører, at der kommer flere ID.Buzz til Danmark.

”Det har været en vild modtagelse med lange ventelister, masser af omtaler og flere priser som årets bil. Derfor har det også været svært at følge med efterspørgslen, men er der cirka 250 nye biler på vej til danskerne – og ventetiden er helt ned til en uge,” siger Ib Jakobsen, der er direktør i Volkswagen Erhvervsbiler til Bidt Af Biler.

Siden lanceringen i 2022 er der blevet indregistreret over 400 ID.Buzz i Danmark – og nu ser det ud til, at der kommer langt flere elektriske rugbrød på vejene, inden året er omme.

”Jeg forventer at vi får travlt. Bilen har ramt en nerve både på designet, historien og ikke mindst den stigende interesse for at køre på 100% el. Det er bare en helt særlig bil,” siger Ib Jakobsen.

På vej med større model

ID.Buzz blev vist frem for første gang i starten af 2022 og indtil videre er det en 5-personers udgave, der bygger videre på det velkendte design af minibussen fra Volkswagen fra 1950, der gik under navnet Transporter og Type 2. Der har allerede været verdenspremiere på en 7-personers udgave, som kommer på de danske veje i det nye år.

”Ligesom vi mærkede vild interesse inden den første lancering, kan vi også mærke, at rigtig mange glæder sig til den nye udgave. Jeg tror, at den bliver rigtig populær som en æstetisk og praktisk familiebil,” vurderer Ib Jakobsen.

Fakta:
VW ID. Buzz byder på fem siddepladser og et 77 kWh-batteri med en rækkevidde på op til 419 km på en opladning, og en opladningstid fra 10 til 80% på 30 minutter. Bagagerummet rummer 1.100 liter eller 2.100 liter med sæderne slået ned.

About Author

Kategorier