TEST: Kia Stonic – Smart lille SUV med skønhedsfejl

Ved første øjekast ser Kia Stonic ganske smart ud som den står der foran forhandleren, hvor jeg henter den. Sort med orange tag og spejle og store hjul på den lille bil. Det lover godt og udseendet betyder virkelig noget i den klasse, hvor Stonic skal slås om markedsandele. De små SUV’er er populære som aldrig før og her vil Kia selvfølgelig også være med.

Normalt roser jeg Kia. Jeg kan lide ideen om 7 års garanti, masser af velprøvet standardudstyr og en ærlig bil til en rimelig pris. Det er det, jeg synes Kia plejer at levere.
Men når man åbner døren i Stonic springer en ting i øjnene. Billig kedelig plastik i store mængder præger kabinen. Dørsiderne er triste, instrumentbrættet er trist. Det er simpelthen … trist. Det er der mange af konkurrenterne, der gør bedre og det burde Kia også gøre.

Selve indretningen fejler ikke noget. Hvis man kender Kia, så kender man knapperne og skærmen. Det er let at finde en behagleig kørestilling om end sæderne ikke er særlig støttende, når du kører til om hjørnerne.
Men alt fungerer som det skal. Der er ikke noget ’cutting edge-teknologi’ og Kia er heller ikke i Stonic ’firstmover’ med adaptiv fartpilot eller lignede. Det er også lige meget. Det, der er i bilen fungerer som det skal og betjeningen er let.

En ting, der er lidt ærgerligt, er at man ikke kan få en adaptiv fartpilot. Det er det første udstyr jeg kigger efter, fordi det bare er sagen i køkørsel og på langtur. Men det kan man glemme alt om i Stonic. Der er almindelig fartpilot og det er det.
Kia Stonic er ingen ræser. I den testede version er der 84 hk at gøre godt med. Det er ikke meget, men det går lige, hvis man ikke skal køre med alt for meget læs i bilen. Det kommer man heller ikke til. For der er ikke overvældende meget plads til bagage og på bagsædet er benpladsen kneben til voksne. Jeg gad i hvert tilfælde ikke sidde bagi på en tur gennem Europa. Men to børn er der plads til og så er de flestes behov vel dækket ind.

Der er ikke pralende meget plads til en voksen på bagsædet i Kia Stonic.
Der er ikke pralende meget plads til en voksen på bagsædet i Kia Stonic.

Køreegenskaberne er præget af SUV-stilen, men undervognen er lidt hård over ujævnheder, styretøjet er til gengæld lidt ufokuseret og alt i alt byder Stonic ikke op til sportslig kørsel. Den er ikke dynamisk og inspirerende. Det er ikke de egenskaber, man skal vælge en Stonic for.
Hvad skal man vælge en Stonic for? Konkurrencen er skarp. Årets Bil blev Seat Ateca, der ligger i samme prisleje og Hyundai har Kona og Ford har netop introduceret Ecosport, der også gør det ganske godt. Men, som det er med SUV’er, der mere er livsstilbiler end brugsredskaber, så skal man vælge den, fordi man synes den er fed. Og udefra er Stonic ret fed og kan man lukke øjnene for den plastikørken, som Kia har udstyret kabinen med, så får man klassiske Kia-dyder med i prisen. Den gode garantii, masser af udstyr og en ærlig bil.

Kia Stonic 1.2 Advance

Pris: Den testede model koster 216.649 kroner.
Kia Stonic fås fra 178.979 kroner.
EU-miks: 19,2 km/ltr.
Motor: 1,2 l., fire cylindre på række.
84 hk. ved 6.000 omdr/min.
Moment: 121 Nm. ved 4.000 omdr/min.
Topfart: 165 km/t
0-100 km/t: 13,2 sek.
Egenvægt: 1.032 kg
Bagagerum: 352/1.155 liter

 

About Author

Skriv et svar

Kategorier