SIKKER TRAFIK - Opmærksomhed

Er det dig? Hver tredje læser mails eller beskeder bag rattet

Når bilister kigger på mobilen, fjerner de fokus fra vejen, og det er opskriften på ulykker og farlige situationer. Ny kampagne vil gøre det upopulært at tjekke mobilen, når man kører bil, og kampagnen giver konkrete anvisninger til, hvordan man kan gøre.

Alt for mange danskere bliver fristet til at læse eller skrive beskeder på mobilen, vel at mærke mens de kører bil. Det er et tegn på, at mange har svært ved at lægge mobilen, selv i situationer, hvor de burde koncentrere sig om noget andet.

I en undersøgelse fra Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension, svarer 36 procent af de 1.509 adspurgte bilister, at de læser beskeder eller mails på mobilen, selvom de kører bil. Det gør de på trods af, at flere end 9 ud af 10 i samme undersøgelse svarer, at de synes, det er farligt, når andre bilister bruger håndholdt mobil, mens de kører bil.

Derfor har Rådet for Sikker Trafik og Forsikring & Pension netop lanceret en ny kampagne, som hedder “Læg mobilen, så er du lægger.” Kampagnen arbejder med ordspillet om at være “lækker,” og at man “lægger” noget fra sig.

Samtidig bygger kampagnen på en viden om, at danskerne har den rigtige holdning i forhold til ikke at bruge mobilen bag rattet, men at mange gør det alligevel. Med andre ord skal der nu handling bag holdningerne, og den nye kampagne giver bilisterne konkrete måder til at lægge telefonen, når de kører.

Tager fotos, mens de kører bil

Når man spørger danskerne om, hvad de laver bag rattet, er resultatet ikke altid opløftende læsning. I undersøgelsen om danskernes vaner bag rattet, er der mange eksempler på risikabel brug af mobilen, der let kan skabe ulykker eller farlige situationer.

For eksempel svarer 63 procent, at de betjener GPS, mens de kører, 27 procent svarer, at de skriver beskeder, og 17 procent siger, at de tager fotos, mens de kører bil. Og selvom en del af de adspurgte kun gør de farlige ting sjældent, er det fortsat et problem, for det er umuligt at vide, hvornår der opstår en kritisk situation, som kræver ens opmærksomhen.

Fakta om uopmærksomhed i trafikken:

Uopmærksomhed i trafikken er årsag til en stadig større del af ulykkerne. Det er derfor et afgørende sted at sætte ind, hvis færre skal miste livet eller komme til skade i trafikken.

Faktisk er konklusionen i Den Udvidede Dødsulykkestatistik for året 2017, som Vejdirektoratet offentliggjorde i december 2018, at uopmærksomhed og manglende orientering var involveret i 61 procent af dødsulykkerne.

 

About Author

Kategorier