Audi Q8 – Det nye ansigt i Q-familien kommer snart til DK

Audi Q8 skal forene elegancen fra en firedørs coupé med den praktiske alsidighed fra en stor SUV. Spækket med udstyr og solide offroadegenskaber er Audi Q8 et bud på en familie-SUV i den absolutte topklasse. Audi Q8 kommer allerede til Danmark sidst på sommeren i år. 

Med en længde på 4,99 m, en bredde på 2,00 m og en højde på 1,71 m er SUV-coupéen bredere, kortere og lavere end sin søstermodel Q7. Med en akselafstand på knap 3,00 m byder den på gode pladsforhold, både til mennesker og baggage. Når man klapper ryglænene frem, rummer bagagerummet op til 1.755 l bag den elektrisk betjente bagklap.

Sportslig køreoplevelse

Undervogn med støddæmperregulering er standard, og som ekstraudstyr monterer Audi luftaffjedring med reguleret støddæmpning, enten med komfortbetonet eller med sportslig opsætning. Den varierer karrosseriets højde med op til 90 mm afhængigt af kørselssituationen og førerens ønske.

Ud over det standardmonterede progressive styretøj med en udveksling, der bliver mere og mere direkte, jo mere man drejer på rattet, tilbyder Audi firehjulsstyring som ekstraudstyr. Dette system kan dreje baghjulene op til 5 grader – i modsat retning ved lav hastighed for at øge adrætheden, i samme retning til fordel for stabiliteten ved høj hastighed.

Alle drivlinjer er udstyret med den nye mildhybridteknologi (MHEV). Det 48 V ledningsnet omfatter to vigtige tekniske komponenter: et litium-ion-batteri og en remstartergenerator. Ved deceleration kan den genindvinde en effekt på op til 12 kW og lagre den i batteriet. MHEV-teknologien giver mulighed for lange rullefaser med standset motor og et start-stop-område, der allerede begynder ved 22 km/t.

Digitale skærme

I forbindelse med MMI touch response-betjeningskonceptet i Audi Q8 kan næsten alle funktioner udføres på to store skærme.

Den øverste på 10,1” fungerer til styring af infotainment og navigation. På den 8,6” skærm derunder kan føreren betjene klimaanlægget, komfortfunktionerne og tekstindtastningen, mens håndleddet hviler på gearvælgeren.

Også når det gælder lyd- og forbindelseskvaliteten ligger Audi Q8 kræfterne i med Bang & Olufsen Advanced Sound System.

Audi Q8 har blandt andet den adaptive kørselsassistent, effektivitetsassistenten, vejkrydsassistenten, vognbaneskiftadvarslen, kantstensadvarslen og omgivelseskameraerne. Et særlig ting er Remote-garagepiloten, som lanceres i starten af 2019. Den styrer automatisk SUV’en ind i en garage og ud igen, mens føreren blot skal overvåge processen. Føreren stiger ud først og aktiverer processen via myAudi-appen på sin smartphone.

Audi Q8 i Danmark

Audi Q8 lander hos de danske forhandlere sidst på sommeren. Der er ikke danske priser på Audi Q8 endnu.

About Author

Skriv et svar

Kategorier