Toyota tilbagekalder næsten 1 million biler – 2.900 i Danmark

Knap 3.000 danske biler berørt, skriver bilbasen.dk.

Ifølge Toyota er der tale om en fejl, der gør at bilen risikerer at bryde i brand. Årsagen er at vibrationer gør at kabler til hybridsystemets Power Control Unit kommer i kontakt med en beskyttelseskappe på en kontakt. Det kan – i værste fald – give kortslutning, der kan medføre at bilen bryder i brand.

Toyota Danmarks pressechef, Anders Tystrup oplyser til Bilbasen, at 2.900 biler i Danmark er tilbagekaldt og at de skal på værksted for at få kontrolleret ledningsnettet.

Alle berørte Toyota-ejere modtager besked via SKAT’s centralregister for motorkøretøjer. Hvis man modtager brevet, skal man kontakte et autoriseret Toyota-værksted.

Toyota i Danmark har ikke registreret uheld, der er sket som følge af fejlen.

Bilbasen.dk oplyser, at det på det danske marked drejer sig om tre modeller, Toyota Prius Hybrid produceret fra juli 2015 til maj 2018, Toyota Prius Plug In produceret fra marts 2016 til maj 2018 og Toyota C-HR Hybrid produceret fra maj 2016 til maj 2018.

About Author

Kategorier