Hyundai Kona Electric 2019 (7)

TEST: Hyundai Kona Electric – Er det nu du skal have én elbil?

Hyundai Kona Electric er koreanernes bud af den moderne el-bil. Kona dækker de fleste bilisters behov. Der er en rækkevidde på over 400 km og Kona ligner en succes. Ikke bare for Hyundai, men for elbiler i det hele taget.

Hyundai Kona Electric 2019 (7)

Elbiler skal åbenbart se lidt spøjse ud. Se på Tesla X’s mågevinger. På BMW i3 eller på Hyundais anden ‘ellert’ Ioniq – og på Kona Electric. Om man kan lide udseendet eller om man kan leve med det, må man selv afgøre. Jeg har vænnet mig til det og synes egentlig godt om den lidt sjove front, der er helt lukket af hensyn til batteriet, der helst skal holde en jævn arbejdstemperatur mellem 20 og 35 grader. Og når man sidder bag rattet, så ligner Kona egentlig alle andre biler, også dem, der ikke kører på el. Der er en 7,5″ touchskærm, adaptiv fartpilot, automatisk nødbremse, air condition, varme i sæderne og rattet og mulighed for Apple Carplay og så videre. Masser af udstyr, masser af brugervenlighed, lang garanti.

Er den tændt?

Med nøglefri betjening er det bare at indstille sædet og starte motoren med et tryk på knappen. Der kommer ikke en lyd, så man må kaste et blik på instrumenteringen for at sikre sig at den er klar. Kørestillingen er nogenlunde. Jeg sidder lidt langt fra rattet, hvis jeg skal have optimal komfort til benene og sæderne er ikke særlig støttende i sidderne under sving. Der er mange knapper i kabinen. Køreprogram, sæde- og ratvarme sidder mellem sæderne. Der sidder gearvælgeren også.

Over midterkonsollen kommer klima- og ventilationsanlægget og til sidst over det er den store skærm.
Til venstre for rattet er knapperne til fra- og tilvalg af assistensystemer, på rattet er dem til fartpilot og styring af radio og telefon og bag rattet er der to skiftepaler. Her blev jeg lidt forvirret indtil det gik op for mig at det ikke var til at skifte gear med, men til at skrue op og ned for ‘motorbremsen’. Med den på fuld styrke bremser man mindre. Lader man bilen rulle frem er der modstand på og energien opsamles og sendes tilbage på batteriet. Det giver en fed fornemmelse og go’ grøn samvittighed.

På vejen

Et tryk på ‘D’ for drive og Kona Electric ruller afsted. Der er flere køreprogrammer, der tilpasser batterilevetiden. Jeg har sat den i ‘Eco’, for at få flest muligt kilometer ud af den og stadig nyde det. Man kan også vælge ‘Eco-plus’. Så slukker air condition og så styrer jeg ellers bare gennem Hillerød på min første tur i bilen. Køreegenskaberne er ganske glimrende og man kommer hurtigt over krydset, for med en 0-100 km/t tid på bare 7,6 sekunder og et fantastisk bundtræk er el-Kona’en kvik og oplagt til by-trafik.

Affjedringen er udemærket. Ind i melem en den lidt ‘hård’, når man kører over huller, men det hører til småtingene. Komforten er fin på længere ture. Man sidder godt.

Børn og hunde

På bagsædet er pladsen ikke generøs. Der er noget trangt, hvis man kommer over min højde (sølle 175 cm). Lofthøjden er begrænset. Det skyldes at batteriet ligger under bunden af bilen og det gør to ting. Løfter gulvet inden i kabinen, så der er mindre plads til fødder og lange ben på bagsædet. Og det giver mindre plads i højden. Men børn og hunde kan godt være der. Også på langfart, hvis familien i Jylland skal se din el-bil. Eller din familie.

Instrumentering Hyundai Kona Electric 2019 (7)

Ladesiggørlige langture

Selv om rækkevidden når nye højder i Kona, så vokser træerne jo aldrig ind i himlen og skal du på rigtig langtur, så skal der planlægges mere end i en fossil-bil. FDM Motor testede rækkevidden på en tur fra Norge til København. På den tur måtte de bruge 80 minutter ved ladestandere for at nå hjem. Ikke alverden, hvis man alligevel er på ferie og skal holde spisepauser eller ungerne skal ud og rystes lidt, men alligevel meget mere end man ville gøre, hvis man blot stoppede for at tanke og kørte videre.

Og så er der belastningen på batterierne ved den slags hurtigladninger. Det slider noget mere, end en ‘langsom’ hjemmelader gør. En hjemmelader er til gengæld næsten ubærlig langsom. Kona kan kun lade på en fase og op til 32 ampere. Alt efter, hvor godt dimensioneret el-kablerne er, så er der mulighed for at lade med enten 16 ampere eller 32, hvis du er heldig.
Med 16 ampere tager det – hold fast – næsten 20 timer at lade Kona Electric op, hvis batteriet er kørt helt ned. Med 32 ampere er ladetiden ca. det halve. Det skal med i ligningen. Man skal planlægge mere, hvis man vil køre elektrisk bil. Lige meget hvordan man vender og drejer det.

Hyundai Kona Electric 2019 (7)

Kona Electric har kureret den værste rækkeviddeangst. Jeg er overbevist om, at el-bilerne med Kona Electric, Jaguar I-Pace, Kia e-Niro og alle de andre, der kommer væltende nu, vil indtage gaderne og lette vejrtrækningen lidt.

Kvalitetsindtrykket er helt i orden. der er lidt kedelig plast hist og pist i kabinen, men generelt er alting i orden og knapperne er, selv om der er mage, lette at vende sig til og ofte lettere at betjene under kørsel end en trykskærm. Der er god aflæggeplads og fordi Kona er en høj bil, så er udsynet i trafikken også ganske fint.

Hyundai Kona Electric er ikke for alle, men mange vil med få justeringer af vanerne kunne vælge den som erstatning for en konventionel fossil-bil. Selv er jeg omvendt og synes efterhånden at elbilerne er værdige alternativer til alt det andet.

Hyundai Kona Electric Trend

Pris: Hyundai Kona fås fra 269.995 kr med 39 kw/t-batteri
den testede model har 64 kw/t-batteri og fåes fra 299.995 kr.
Motor: Elektrisk
Hk: 204  
Moment: 395 nm
Topfart: 167 km/t
0-100 km/t: 7,6 sek.
Egenvægt: 1.743 kg
Bagagerum: 332 liter

Hyundai Kona Electric 2019 (7)

About Author

Kategorier