Peugeot 3008 2019

TEST: Peugeot 3008 – holder sig i form med ny dieselmotor

Peugeot 3008 blev Årets Bil. For to år siden. Er tiden allerede løbet fra franskmændenes SUV? Har konkurrenterne overhalet inden om?

Peugeot 3008 blev Årets Bil. For to år siden. Er tiden allerede løbet fra franskmændenes SUV? Har konkurrenterne overhalet inden om?

Skal du have konklusionen først? Svaret er. ”nej!”. De andre har ikke overhalet Peugeot 3008. Den ser stadig frisk ud med sit umiskendeligt franske design og har plads, køreegenskaber og udstyr, der matcher konkurrenterne.
Den fylder godt op, er høj og ligner sig selv mere end den ligner de andre. Det sætter jeg pris på, for biler, der ligner hinanden er der nok af på parkeringspladserne.

Peugeot 3008 2019

Men hvis den stadig er det samme som den var for to år siden, hvorfor så teste den igen?
Fordi Peugeot har lagt en ny motor i 3008. Det er diesel. Verdens mest udskældte brændstof, men når man kigger på hvor meget (eller lidt) olie, den brænder af, så er der alligevel god sund fornuft i at vælge en bil som 3008 med den nye 130 hestes bluehdi-motor. For Peugeot lover 25 km/l efter den nye WLPT-norm og det er rigtig godt.
Det lever den ikke helt op til i den uge, hvor jeg tester den, men jeg får også kørt mest i byen, en del korte ture og meget lidt, der hvor 3008 brilierer, nemlig på landevejen.

Her er familie-SUV et skoleeksempel i behagelig kørsel. 130 km/t foregår med et lavt støjniveau og 3008 ligger solidt på sporet, dog er den en anelse sidevindsfølsom. En følsomhed, der er svær at undgår i en stor, høj bil som 3008.

Tesbilen er en såkaldt GT-Line. Det giver et omfattende udstyrsniveau med 19″ alufælge, LED tågeforlygter, 8″ Kapacitiv touchskærm i farver, digitalt instrumentpanel, 12,3″ højtopløselig skærm, Regn- og lyssensor og aut. nedblænding af bakspejl, automatisk nødbremsesystem, front kollision advarselssystem, fartpilot med skiltegenkendelse og meget mere. Det sender prisen op på 400.000 kr.

Design til øjnene

Peugeot 3008 har det smarte nye Peugeot-design i kabinen, Det betyder rat med flad top og bund, et smalt ’bånd’ med instrumenter lige over ratkransen og en skærm, hvor lyd, navigation og telefon styres fra. Der er mulighed for at koble telefonen til. Jeg brugte Apple Carplay. Det fungerer som det skal.

Den høje siddeposition er og bliver SUV’ernes ’selling point’. Det er skønt at være hævet over jorden og have udsyn over trafikken og det er man i 3008.
Sæderne er gode og pladsen foran ligeså. Og så er der lige en ting til. Nemlig indretningen af 3008. Ligesom i den nye 508, så er kabinen lavet, så det behager øjnene. Instrumentbrættet er smukt, dørsiderne er delvis beklædt med flot og gråt stof og sæderne ser godt ud.

Det er skrevet før, men det bliver det ikke mindre sandt af. Det er skønt, at Peugeot er vendt tilbage til de franske traditioner, hvor det ikke gør noget at designet ikke kun er funktionelt. Det må også gerne være pænt. Også, hvis det koster lidt på funktionaliteten.
Det gør det nemlig, Der er i instrumentbrættet en række blanke kontakter. Det ser fedt ud, men jeg finder det umuligt at betjene dem uden at kigge, fordi der er ens og symbolerne, der skal angive hvad der er hvad er ikke er helt så klare, som man kunne ønske det. Og ja – det er en meget lille kedelig klagesang.

Peugeot 3008 kører godt og giver et design med fransk kant. Den nye dieselmotor passer fint til den velkørende familie-SUV og med 8-trins automatgear er kørslen let og komforten i top. Prisen for den testede version er godt 400.000 kroner. Det er mange penge, men man får en stor bil med plads til familie og feriebagage og masser af udstyr. Kan du lide de franske designdetaljer skal du ikke tøve med at tage en prøvetur i 3008 før du bestemmer dig for en ny SUV.

PEUGEOT 3008 GT LINE BLUEHDI 130 EAT8

Pris: Den testede model koster 399.990 kroner.
Peugeot 3008 fås fra 288.990 kroner.

EU-miks: 25 km/ltr.

Motor: diesel 1,5 l. fire cylindre på række.
130 hk. ved 3,750 omdr/min.
Moment: 300 Nm. ved 1.750 omdr/min.

Topfart: 192 km/t
0-100 km/t: 11,5 sek.

Egenvægt: 1.498 Kg

Bagagerum: 591/1.670

About Author

Kategorier